Om

Louise-om

Da jeg var 2-3 år, kunne jeg godt lide at rive sider ud af min brors tegneseriehæfter. Det var startskuddet til min livslange kærlighed til litteratur. Bøger er for mig indgangen til en magisk verden, som tager mig til smukke, uhyggelige, hjerteskærende, modbydelige og vidunderlige steder. Med andre ord steder som gør min verden større. Senere lærte jeg, at gode billeder, film eller musik kan det samme. Men bøger er min første kærlighed og vil altid indtage en særlig plads i hjertet.

De bøger som interesserer mig, er dem, hvor jeg kan mærke, at historien brænder. Det vil sige en historie eller en ide, der på en gang er nærværende og overraskende, således at jeg ikke kan lægge bogen fra mig. Om det er den ene eller den anden type litteratur er underordnet. Det er historien som betyder noget.

Jeg håber, du har lyst til at læse med.